Lige siden jeg på min konfirmationsdag fik oliefarver, pensler og lærred af min mormor og opdagede
hvilken spændende verden der åbnede sig for mig, har jeg beskæftiget mig med mange forskellige områder indenfor
det kunstneriske billedudtryk, for eksempel tegning, grafik, akvarel, olie, akryl, collage, glaskunst, keramik,
silkemaling og silketryk. I de senere år er det dog hovedsagelig akvarel, pastelkridt, olie- og akrylmaling,
der har optaget mig.
Naturen er til stadighed min store inspirationskilde. Landskabet og kystlinien har inspireret mig både i det
nære miljø - Hindsholm og Fynshoved - og også fra mange udenlandsophold til Frankrig, Caribien, U.S.A., men
først og fremmest Grækenland, hvor jeg har et lille græsk hus på Kykladeøen Folegandros.
Efter en toårs periode i Syd-afrika, Port Elisabeth, kom jeg dog også igang med portrætmaleriet og har
derfor malet de stærke afrikanske kvinder i deres farverige dragter og udsmykninger.
Tegningen, kompositionen og opbygningen af et billede har altid betydet meget for mine billedudtryk, som dels
har været et naturalistisk maleri dels et forenklet kubistisk udtryk, hvor form og flade er det vigtigste
udtryksmiddel. Blomster går jeg tæt på for i et enkelt og formmæssigt flademaleri at nå til det smukkeste og
æstetisk mest spændende billedudtryk. I nyere landskaber fra Californien har jeg prøvet at følge op på samme idé.